Profil
Forretningsbetingelser
Karriere hos Advodan Køge
Disclaimer
|

Disse forretningsbetingelser gælder for alle opgaver, medmindre andet er aftalt.
Når vi modtager en sag, sender vi som hovedregel klienten et anerkendelsesbrev med en kort beskrivelse af opgaven, som vi ser den. Vi yder rådgivning i overensstemmelse med de advokatetiske regler, og kvaliteten af vores arbejde ønsker vi skal være over en gennemsnitlig advokatydelse.
Kvalitet koster penge, og vi bestræber os på at sikre et rimeligt forhold mellem den værdi, vores rådgivning medvirker til at skabe, og de samlede udgifter til vores bistand. Med udgangspunkt i den enkelte opgaves omfang og karakter, fastsætter vi honoraret på baggrund af den interesse, sagen repræsenterer for klienten, det ansvar, der er forbundet med sagen, sagens kompleksitet, det anvendte tidsforbrug, graden af specialistviden og det opnåede resultat. Såfremt klienter ønsker dette, kan der aftales en fast pris eller gives et overslag.
Vi fakturerer a conto for vores bistand løbende en gang om måneden. Betalingsbetingelserne er netto 8 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes renter i overensstemmelse med renteloven. Honoraret tillægges moms efter gældende regler.
Vi kræver som udgangspunkt forudbetaling af udlæg og omkostninger og undertiden forudbetaling af honorar. Sådanne beløb indsættes på klientkonto og behandles som klientmidler.
Alle klientmidler, der betros os, forvaltes efter Advokatsamfundets regler og bliver indsat på klientkonti. Tilskrevne renter tilfalder klienten i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler.
Alle oplysninger meddelt af klienter eller modtaget om klienter eller andre i forbindelse med arbejdet for klienter behandles fortroligt. Alle advokater og medarbejdere er pålagt tavshedspligt.
Vi er ansvarlige for vores bistand overfor klienterne i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Vi har ikke ansvar for indirekte tab eller driftstab, herunder tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v.
Advokataktieselskabet Claes Lagerbon Jensen & Søren Storgaard er ansvarsforsikret i forsikringsselskabet Codan. Forsikringsdækningen er begrænset til et maksimalt beløb på 3 mio. kr. pr. opgave.
Som hovedregel opbevarer vi alle sagsakter på arkiv i fem år, regnet fra sagens afslutning. Originale dokumenter tilbageleveres i forbindelse med sagens afslutning.
Hvis der skulle opstå en situation, hvor rådgivningen ikke lever op til klientens forventning, beder vi om, at der rettes henvendelse til en af kontorets partnere eller den sagsansvarlige advokat. Denne vil herefter omgående overgive klagen til Advokataktieselskabet Claes Lagerbon Jensen & Søren Storgaard, der sørger for, at en partner, som ikke har været involveret i sagsbehandlingen, får klagen til behandling og drøfter en hensigtsmæssig løsning med klienten.
Klienten får de nødvendige rettigheder til det konkrete skriftlige materiale, vi producerer til sagen, men vi har og beholder de egentlige ophavs- og andre immaterielle rettigheder.
Vi gennemfører den opgave, der betros os, indtil sagen kan betragtes som afsluttet, medmindre klienten forinden tilbagekalder instruktionen, betalingsfristen i en faktura er overskredet, der indtræder insolvens hos klienten, eller hvis klientens interesse skønnes bedst tjent med, at rådgivningen ikke fortsættes.
|
|