Sælg sommerhuset til børnene nu
De faldende ejendomspriser slår ikke kun igennem på markedet for helårsboliger også fritidshuse falder i pris. Så går du med tanker om at overdrage dit sommerhus til et familiemedlem, har du lige nu gode muligheder for at overdrage sommerhuset billigt.
Som bekendt er intet så galt, at det ikke er godt for noget. Sådan kan man vælge at se på ejendomssituationen, hvis man eksempelvis har et sommerhus, som man ønsker at overdrage til sine børn. Selvom de faldende priser ikke umiddelbart er noget, der bringer smilet frem hos sommerhusejerne, så er der alligevel mulighed for at udnytte prisfaldet til noget.
Vælger man at overdrage sommerhuset til børnene nu, kan man nemlig både gøre det billigt, og børnene undgår samtidig at betale høje afgifter, hvis sommerhuset først senere overdrages i forbindelse med arv.
Salgsmuligheder
Når du skal sælge en ejendom til et familiemedlem, er der som udgangspunkt to muligheder. Den ene er en såkaldt familiehandel, og den anden er at sælge boligen i fri handel på samme måde som ved et salg til en hvilken som helst anden.
Normalt er det en fordel at indgå en familiehandel, når man sælger til sine børn, fordi man i sådanne tilfælde i henhold til skattereglerne har lov til at sælge til en lavere pris, end hvis man sælger sommerhuset i fri handel. Prisen må dog ikke være lavere end 15 % under den offentlige ejendomsvurdering, da man ellers kan komme i konflikt med gaveafgiftsreglerne.
Den offentlige ejendomsvurdering foretages af SKAT den 1. oktober hvert andet år og sker på grundlag af ejendommens værdi i fri handel. For ejerboliger herunder sommerhuse sker det i ulige år. Den seneste ejendomsvurdering er således foretaget den 1. oktober 2007.
For høj ejendomsvurdering
Ifølge Susanne Graffmann, advokat i ADVODAN Køge, er familiehandlen ikke nødvendigvis den billigste løsning i øjeblikket. Man kan nemlig med fordel vælge at se bort fra den offentlige ejendomsvurdering, når man sælger sommerhuset til sine børn og i stedet vælge at sælge sommerhuset i fri handel. Dette kan vise sig at være billigere:
- Et problem ved den gældende ejendomsvurderingen er, at der siden vurderingstidspunktet er sket meget på ejendomsmarkedet, og der kan forekomme tilfælde, hvor vurderingen er for høj i forhold til den mulige salgspris, oplyser Susanne Graffmann.
- En god idé er i stedet at indhente to tre forskellige uafhængige ejendomsmægleres vurderinger af salgsprisen i fri handel. Herefter kan man tage gennemsnittet af vurderingerne og tage udgangspunkt i den pris, når man vil sælge sommerhuset til sine børn. Denne pris kan nemlig være væsentlig lavere end den, der er fastsat i den offentlige ejendomsvurdering og kan bruges til at dokumentere over for SKAT, at overdragelsen af sommerhuset ikke er sket i form af gave, der skal betales gaveafgift af.