Store forskelle på ulykkesforsikring af børn

Hvordan er dit barn dækket, hvis det falder og slår tænderne i asfalten i skolegården eller på børnehavens legeplads? Mange forældre kender ikke svaret  og en del lever i falsk tryghed.

En ny undersøgelse fra forsikringsselskabet Codan viser, at mere end 40 % af landets kommuner ikke har en kollektiv ulykkesforsikring, der dækker børnene i skoler eller dagsinstitutioner. Samme undersøgelse viser, at mange forældre slet ikke ved, hvordan deres børn er dækket, mens de er af sted i skoler og børnehaver.

- Kommunerne er ikke forpligtede til at ulykkesforsikre børnene i skoler og daginstitutioner, siger Susanne Graffmann, advokat i ADVODAN Køge.

Nogle kommuner opsiger eller underlader at forny den kollektive forsikring i øjeblikket blandt andet fordi, der i foråret blev rejst tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt, at kommunerne bruger skatteborgernes penge til at tegne forsikringerne. Sagen ligger hos velfærdsministeriet, og der er derfor ikke givet et endeligt svar.

Kun et supplement
- Uanset om kommunen har en kollektiv børneulykkesforsikring eller ej, er det vigtigste budskab her faktisk at få tjekket, om børnene er dækket af den ulykkesforsikring, som forældrene også har tegnet. For den kommunale forsikring er under alle omstændigheder kun et supplement, forklarer Susanne Graffmann, advokat i ADVODAN Køge.

Jette Gottlieb, salgschef i Kommuneforsikring er enig. Hun påpeger, at den kommunale forsikring ofte kun dækker børnenes skader med et meget lille beløb, og den dækker naturligvis kun skader, der sker på skolen og i børnehaven  ikke den skade, der sker til og fra skole eller i fritiden. Derfor bør den privattegnede forsikring komme i første række.

Det er ikke alle ulykkesforsikringer til voksne, der automatisk dækker børnene. Man må derfor ikke fejlagtigt tro, at fordi forældrene er dækket, så gælder det også for børnene. Uden en forsikring kan børnene risikere selv at måtte dække de mén, som senere i livet kan forringe deres arbejde  de kan med andre ord ikke få økonomisk erstatning. Eller børnene kan få en alvorlig tandskade, som koster dyrt i mange år.