Store ændringer ved rejseforsikringen efter nytår

Desværre er det kun en lille del af danskerne, der ved, at det gule sygesikringsbevis efter nytår ikke længere er din redningsplanke, hvis du bliver syg i udlandet. Har du ikke sat dig ind i, hvad ændringerne betyder og tegnet privat rejseforsikring, kan skituren eller drømmerejsen til eksotiske himmelstrøg hurtigt ende i økonomisk ruin.

En undersøgelse lavet af International Health Insurance Danmark viser, at under en tredjedel af danskerne kender konsekvenserne af lovændringen af den offentlige rejsesygesikring (det gule sygesikringsbevis). Hos de19-29-årige, som rejser allermest, er tallet endnu lavere.

Men det er absolut ikke uden betydning at sætte sig ind i de ændrede regler, lyder rådet fra Susanne Grafmann, advokat i ADVODAN Køge.

Det gule kort hjælper dig kun i EU og EØS
- Der er to væsentlige ændringer, som alle bør være klar over: For det første bliver det område, som den offentlige rejsesygesikring dækker, indskrænket til kun at gælde EU-lande og EØS-landene Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Og for det andet er hjemtransport i forbindelse med sygdom eller ulykke ikke længere dækket af sygesikringen, siger Susanne Graffmann.

Helt præcist dækker den offentlige rejsesygesikring efter nytår følgende rejsemål:
Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.

Ingen hjemtransport
Men som nævnt dækker sygesikringen ikke, hvis du har brug for at blive transporteret hjem på grund af din sygdom. Sygesikringen dækker kun ekstraordinære udgifter til hjemtransport fra Færørene og Grønland. Og du kan få dækket merudgifter til hjemtransport fra de nordiske lande, hvis en læge ordinerer hjemtransporten på en dyrere måde end planlagt.

- Uanset om du rejser inden for det område, som det gule sygesikringsbevis dækker, eller ej, så har du altså ikke længere mulighed for at blive transporteret hjem på det offentliges regning. Derfor skal du tjekke dine private forsikringspapirer godt igennem for at se, om en sygetransport er dækket ad den vej  også selvom du kun skal på en sviptur til Tyskland, forklarer Susanne Graffmann og slutter:

- En udlandsrejse uden den nødvendige forsikring kan blive ruinerende, og i nogle lande nægter man desuden at yde behandling, hvis ikke behandlingen kan forudbetales gennem dit private forsikringsselskab eller SOS International, som administrer den offentlige rejsesygesikring. Derfor er mit råd til alle, der skal af sted efter den 31. december, at tage en snak med forsikringsselskabet og få en afklaring af, om de er tilstrækkelig forsikret til lige præcis den rejse, de skal ud på.

Når du rejser til udlandet, skal du blandt andet være opmærksom på: Inden for EU og EØS dækker den offentlige rejsesygesikring fortsat udgifter i forbindelse med akut sygdom, ulykkestilfælde eller dødsfald, der indtræder under den første måned af ferie- eller studierejsen.