Det er ikke for sent at sikre pensionen med en ægtepagt!

Den 1. januar trådte den meget omtalte lov i kraft, der betyder, at kvinder og mænds pensioner ikke skal deles ved separation og skilsmisse. Mange kvinder står derfor til at miste store summer, da manden i gennemsnit har en væsentligt større pensionsopsparing. Hvis pensionen skal deles lige, er det nødvendigt at oprette en ægtepagt - og det er ikke for sent at komme i gang.

Ifølge retten i Århus, der står for tinglysning af alle indgåede ægtepagter, steg antallet af ægtepagter eksplosionsagtigt i december og januar, mens presset nu klinger væsentligt af. Det er dog vigtigt at slå fast, at det på ingen måde er for sent at få oprettet ægtepagten, selvom loven trådte i kraft ved årsskiftet.

I korte træk går loven ud på, at alle pensionsordninger holdes ude fra deling ved en skilsmisse - i modsætning til den tidligere lov, hvor hovedparten af de pensionsordninger, som ægtefællerne har tegnet, blev delt ved en skilsmisse. Da mænd i gennemsnit sparer 45 procent mere op i pension end kvinder, giver det en radikal ny situation for kvindens økonomi ved en skilsmisse. Manden sparer typisk det største beløb op, da han har den højeste indkomst. Derfor kan det bedst betale sig i forhold til de skattemæssige fordele, at manden sparer op af sin løn, mens kvinden betaler husholdningsomkostningerne af sin løn.

Den svage part kan kræve kompensation
Der er en lang række undtagelser til den nye lov, der gør det muligt for den part, der er stillet urimeligt ringe at blive kompenseret. Men undtagelserne er formuleret i meget løse vendinger, og det betyder, at der ingen klare retningslinjer findes for tolkningen af ordlyden. Ekspert i familieret forudser, at det vil tage op til fem år, før der er dannet en retspraksis på området, der udlægger betydningen af undtagelserne.

- Hvad er rimeligt ? Hvad er et korterevarende  ægteskab? Og kompenseres en ægtefælles lave pensionsopsparing, fordi vedkommende har været på deltid af hensyn til familien? Domstolene vil i de kommende år bugne af skilsmissesager, hvor advokaten har rådet den svage part til at få prøvet sin sag. Vi kender jo ikke svarene på de spørgsmål. Mange - primært kvinder - vil stå økonomisk med håret i postkassen, så der vil være rigtig mange sager, hvor det er relevant at kræve kompensation, siger Susanne Graffmann, advokat i ADVODAN Køge.

Ægtepagten skaber klarhed
Med udsigten til opslidende retssager er det bedste råd fra advokaten at tage en generel og principiel snak om, hvordan man ser på pensionsopsparingen i det enkelte ægteskab. Hvordan betragter vi egentlig de penge - er det særeje eller fælleseje? Hvad nu hvis det er en del af overskuddet fra virksomheden, der er blevet skudt ind på en pensionsopsparing - er det så dine, mine eller fælles?

- Min klare anbefaling til alle er at få taget diskussionen i tide og så få lavet en ægtepagt, der beskriver, hvordan man ønsker pensionen delt ved en skilsmisse. Det er uhensigtsmæssigt for alle parter, at det er retssagen, der skal afgøre det spørgsmål. I ægtepagten kan man tage højde for alle aspekter - også hvis den ene eller begge parter ejer en virksomhed, lyder rådet fra Susanne Graffmann.

Den nye lov stiller store krav til kvaliteten af den rådgivning, der bliver givet af bankrådgivere, pensionsrådgivere og advokater. Alle, der rådgiver ægtepar om deres pensionsopsparinger, står med et rådgivningsansvar, som efter al sandsynlighed også vil komme under lup i forbindelse med de forventede retssager i de kommende år.