Hvad er mit højre ben værd?

Hvem skal betale, hvis du kommer til skade på dit arbejde, i trafikken, i din fritid, eller mens du er indlagt på et hospital? Er det nødvendigt at tegne en ulykkesforsikring for dit barn? Synes du, at dit ene ben er mere end 428.675 kroner værd? Ja, der er spørgsmål nok at stille i forhold til erstatningsreglerne, når man er kommet til skade - og det er vigtigt at kende svarene.

- Der er ingen tvivl om, at mange mennesker synes, at reglerne om erstatning ved personskade er noget af en jungle at finde rundt i. Og med god ret, vil jeg sige. Ved nogle skader er man dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring og ved andre skader, er man kun dækket, hvis man selv har tegnet forsikring. Derudover skal man tage højde for, at erstatningen for personskader i mange tilfælde er overraskende lav - derfor kan det være en god idé at supplere den lovpligtige forsikring med en privattegnet, lyder vurderingen fra advokat Susanne Graffmann, advokat i ADVODAN Køge.

- På arbejdsskadestyrelsens hjemmeside www.ask.dk kan man finde en vejledende men-tabel, og det er den, der langt hen ad vejen regulerer de erstatningsbeløb, man får udbetalt for varigt men ved en skade. I Danmark har vi ikke tradition for at udbetale høje erstatninger - eksempelvis bliver men-graden ved at miste sit ene ben sat til 65, og det betyder en erstatning på 428.675 kroner. Hvis skaden sker på arbejdet, er man forsikret gennem den lovpligtige arbejdsgiverforsikring, som dog kun dækker erstatning for varigt men og erhvervsevnetab - ikke de øvrige erstatningsposter i erstatningsansvarsloven som fx tabt arbejdsfortjeneste. Mange vælger netop på grund af de lave erstatninger at tegne supplerende ulykkesforsikringer, forklarer advokat Susanne Graffmann.

Forsikringer, du selv skal tegne
Udover arbejdsskadeforsikringen er bilforsikringen også en lovpligtig ansvarsforsikring. Kommer man til skade på hospital eller sygehus, kan man søge erstatning via Patientforsikringen. Hvorimod en skade, der sker i fritiden kun kan erstattes med et pengebeløb, hvis man selv har tegnet en heltidsulykkesforsikring eller en fritidsulykkesforsikring.

En anden forsikring, det er en god idé at tegne, er en selvstændig ulykkesforsikring for sine børn. Børn er ikke pr. automatik omfattet af forældrenes ulykkesforsikring, og skolen er fx ikke ansvarlig for at tegne en forsikring for hændelige uheld, der sker, mens børnene opholder sig dér. Hvis de falder ned fra klatrestativet og pådrager sig et varigt men, får de altså typisk kun erstatning, hvis forældrene har tegnet forsikringen. Ulykkesforsikringen dækker dog kun varige men, så hvis man også vil forsikre sig selv og sine børn mod et eventuelt erhvervsevnetab, skal man supplere med en erhvervsudygtighedsforsikring.

Få den rette erstatning
- Selv om man har forsikret sig på en god måde, er der alligevel mange finesser i erstatningsansvarsloven, som de færreste sætter sig ind i. For eksempel dækker arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring kun varige men og erhvervsevnetab - ikke de øvrige poster i erstatningsansvarsloven som svie- og smertegodtgørelse, tabt arbejdsfortjeneste og andet tab, som dækker advokatomkostninger, medicin, hjælpemidler, ødelagt tøj, briller osv. Disse omkostninger kan arbejdsgiveren dog i visse tilfælde gøres direkte ansvarlig for, siger advokat Susanne Graffmann, der godt kan frygte, at mange får mindre i erstatning end det, der tilkommer dem.

- Jeg kan kun råde til at bruge advokaten som garant for, at du i mindste får de udbetalinger, som du er berettiget til ifølge erstatningsansvarsloven. Og husk, at en ansvarlig skadevolder har pligt til at dække dine advokatomkostninger, slutter advokat Susanne Graffmann.