Kend forskel på reklamationsret og garanti

Julehandlen er i fuld gang. Tusindvis af varer skifter hænder i den kommende tid, og efter nytår fyldes butikkerne atter til bristepunktet af kunder, der vil bytte eller klage over fejl i varen. Men hvordan er det nu, det ser ud med købeloven? Har jeg garanti i to år? Eller er det kun i et ½ år? Og hvad betyder egentlig reklamationsret? Læs mere og bliv klogere på dine rettigheder som forbruger.

- Da den nye købelov trådte i kraft den 1. januar 2002, var den største nyskabelse, at alle varer er omfattet af en reklamationsret på to år. Den to-årige reklamationsret er ofte blevet misforstået - eller tilsidesat, men reglerne er egentlig ganske enkle. Hvis den vare, man har købt eller modtaget, går i stykker inden for to efter købet, så kan man klage til butikken. Går der to år og en dag, ja så gælder reklamationsretten ikke længere - men reklamationsretten kan omvendt heller ikke tilsidesættes inden for de to år. Og det har der jo været sager med i forhold til fx brugtvognsbranchen, hvor slagtilbud som Køb bilen som beset  eller Køb bilen uden reklamationsret  klart er en overtrædelse af købeloven, siger Søren Storgaard, advokat i ADVODAN Køge.

Retten til at klage og garanti er ikke det samme
Som udgangspunkt kan man kun bruge reklamationsretten til at klage over en fejl ved en vare, hvis fejlen har været til stede allerede på leveringstidspunktet. I de første seks måneder efter et køb af en vare, er det sælgeren, der har bevisbyrden, hvis der viser sig at være fejl eller mangler ved varen. Og efter det halve år bytter bevisbyrden plads - nu er det køberen, der skal godtgøre, at fejlen var til stede, allerede da man købte varen.

- Reklamationsretten skal altså ikke forveksles med en garanti, der dækker fejl og mangler, der kan opstå løbende. En garanti er en særlig service udover købeloven, som sælgeren kan tilbyde kunden. Ligesom returretten. For at noget kan kaldes en garanti, skal det stille forbrugeren bedre, end købeloven gør - og det må aldrig begrænse de rettigheder, man har ifølge købeloven. Selvom man har fået eller købt en ekstra garanti på fx et år, gælder reklamationsretten på de to år altså stadig, forklarer Søren Storgaard.

Forbrugeren bestemmer - ny vare, pengene tilbage eller reparation
Hvis man står med en defekt vare inden for reklamationsretten, er det som udgangspunkt forbrugeren selv, der må vælge, om varen skal byttes til en ny vare, om den defekte vare skal repareres, et afslag i prisen - eller hvis fejlen ikke er uvæsentlig, kan forbrugeren også kræve pengene tilbage. Sælgeren er forpligtet til at følge kundens ønske med mindre, det enten er umuligt eller vil betyde uforholdsmæssigt store omkostninger.

- Går situationen i hårdknude, eller føler man sig som forbruger uretfærdigt behandlet, kan man klage til Forbrugerklagenævnet. Nævnet behandler klager fra private forbrugere om varer eller arbejds- og tjenesteydelser fra erhvervsdrivende - dog ikke klager over fx bilreparationer eller håndværkerydelser. Man skal også som forbruger være opmærksom på, at der er fastsat nogle beløbsgrænser. Varens eller ydelsens pris skal være på mindst 800 kr. og højest 100.000 kr., for tøj og sko mindst 500 kr. og for motorkøretøjer mindst 10.000 kr. Man kan altså ikke klage til forbrugerklagenævnet, hvis varens værdi er over 100.000 kr. - i det tilfælde må man gå til domstolene, slutter Søren Storgaard.