Obligatorisk for alle arbejdsgivere at indbetale til barselsfond

Private arbejdsgivere har nu mulighed for at tilbyde deres ansatte løn under barsel på langt bedre vilkår. Fra og med 1. oktober skal alle arbejdsgivere nemlig indbetale til en barselsordning - privat eller statslig - og får til gengæld ret til at få refunderet dele af lønudgifterne til barsel. Loven blev vedtaget den 1. april 2006 for at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd på det private arbejdsmarked.

Den nye barselsordning Barsel.dk på det private arbejdsmarked sikrer, at alle privatansatte lønmodtagere er dækket af en barselsordning - hvilket ikke har været tilfældet hidtil, og derfor har yngre kvinder været i fare for at blive fravalgt af økonomiske grunde.

- De ansatte, der ikke i forvejen er omfattet af en anden godkendt barselsordning, bliver nu omfattet af Barsel.dk ved, at arbejdsgiveren skal indbetale et tvunget årligt bidrag. For en fuldtidsansat, månedslønnet medarbejder er bidraget 936 kr. - og det er vel at mærke uanset, om medarbejderen er kvinde eller mand, ung eller gammel. Som følge af Barsel.dk er det muligt for en arbejdsgiver at tilbyde fuld løn under barsel, hvis den ansatte har en månedsløn på ikke over 22.767 kr., forklarer advokat Susanne Graffmann, ADVODAN Køge.

Den private arbejdsgiver skal kun indbetale bidrag til Barsel.dk for de ansatte, der ikke allerede er omfattet af en anden godkendt barselsordning. Det er Familiestyrelsen, der godkender de private barselsordninger, og i øjeblikket søger flere, forskellige organisationer at få godkendt en barselsordning - fx Dansk Arbejdsgiverforening, Kristelig Arbejdsgiverforening og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger.

Arbejdsgivere får nyt rekrutteringsværktøj
- Selv om ATP, der står for administrationen af Barsel.dk, sendte informationsmateriale ud til arbejdsgiverne i august, er det vores fornemmelse, at mange arbejdsgivere vil blive overraskede, når de fra januar modtager den første opkrævning fra Barsel.dk. Ordningen har ikke bundfældet sig på arbejdsmarkedet endnu, men det er værd at gøre arbejdsgiverne opmærksomme på, at de kan fremhæve ordningen som et gode over for deres medarbejdere - både de nuværende, men også som rekrutteringsværktøj ved nyansættelser, påpeger advokat Susanne Graffmann.

For de arbejdsgivere, der er fuldt omfattet af Barsel.dk, bliver bidraget automatisk opkrævet. Arbejdsgiveren kan dog selv vælge mellem tre betalingsformer: Lønservicebureau, PBS eller indbetalingskort. Hvis ikke alle medarbejderne på arbejdspladsen er omfattet af Barsel.dk, skal arbejdsgiveren selv beregne bidraget.

Refusionen fra Barsel.dk dækker forskellen mellem barselsdagpengene fra kommunen og en løn på op til 142 kr. i timen. Arbejdsgiveren kan få udbetalt refusion fra Barsel.dk i op til i alt 26 uger. Udbetalingen sker automatisk - arbejdsgiveren behøver altså ikke sende en ansøgning, for Barsel.dk vil få de nødvendige oplysninger via arbejdsgiverens ansøgning om dagpenge til kommunen.