Pressemeddelelse fra ADVODAN Køge:
ADVODAN opruster igen - Køge i nyt samarbejde
Retten i Køge flytter til Roskilde, og derfor har ADVODAN Køge indgået nyt samarbejde med advokatfirmaet Algade 43 i Roskilde, som samtidig indtræder i ADVODAN-kæden. Det nære og strategiske samarbejde træder i kraft den 15.10.2006.
ADVODAN Køge har gennem de seneste år været i konstant ekspansion, og som domstolsreformen lægger op til, arbejder ADVODAN også med at bygge større, faglige miljøer og enheder op. Samarbejdsaftalen med det nyindtrådte Roskilde-medlem i ADVODAN-kæden er derfor en naturlig forlængelse af vækststrategien.
- Vi ser reformen som et meget positivt skridt i den retning, som ADVODAN også selv bevæger sig i, og vi har en klar forventning om, at der bliver en spændende udvikling omkring de nye domstole. På denne måde kan vi fortsat yde fuld service til vores privat- og erhvervskunder i lokalområdet - og samtidig være en del af udviklingen omkring domstolen i Roskilde, siger Claes Lagerbon Jensen og Søren Storgaard, partnere i ADVODAN Køge.
I dag er ADVODAN Køge bemandet med 25 medarbejdere - heraf 7 advokater og 18 juridiske sagsbehandlere. Gennem samarbejdet med ADVODAN Roskilde når kontorerne op på i alt 35 juridiske kompetencer og bliver dermed et af de største advokathuse i området.
- Vi glæder os meget til at komme i gang med samarbejdet med partnerne Sven Johansen, Klaus Graversen og hele holdet i Roskilde. Samarbejdet er med til at sikre, at vi hele tiden udvikler os til gavn for vores kunder. Med et stort advokathus og en stærk kæde i ryggen kan vi tilbyde vores kunder specialistkompetencer på den lokale markedsplads - og til lokal pris, siger Claes Lagerbon Jensen og Søren Storgaard, der ser samarbejdet som første step i en langsigtet ekspansion.
- Vi regner med over tid at komme op på 6-7 jurister i Roskilde, og vi er naturligvis åbne over for samarbejde med andre interesserede i regionen. Med en tæt placering på København er vi helt sikre på, at vi vil fremstå som et attraktivt alternativ til de store kontorer i hovedstaden, slutter de to Køge-partnere.
Kontoret i Køge på Torvet 19 flytter ikke adresse i forbindelse med samarbejdet, så der vil kunderne fortsat kunne møde de velkendte ansigter.