Bedre forbrugerbeskyttelse mod aggressiv markedsføring
Bedre vilkår for forbrugerne og klare signaler til de erhvervsdrivende om at tænke sig godt om i deres markedsføring - særligt i forhold til børn og unge. Det er nogle af konsekvenserne af den nye markedsføringslov, der trådte i kraft den 1. juli. Også bødeniveauet for spam forventes at stige kraftigt.
- Den nye lov betyder klare forbedringer for forbrugerne. Førhen stod der i loven, at de erhvervsdrivende ikke måtte handle i strid med god markedsføringsskik. Nu er formuleringen skarpere, så der står, at de erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik, og det er politikernes måde at sige til virksomhederne, at de aktivt skal sørge for, at de markedsfører sig på en etisk ansvarlig måde - og ikke går lige til grænsen, siger Søren Storgaard, advokat i ADVODAN Køge.
Som en nyskabelse indfører den nye markedsføringslov udtrykkelige regler for markedsføring rettet mod børn og unge. Det er ulovligt at udnytte børn og unges naturlige godtroenhed, loyalitet og manglende kritiske sans. Når en reklame beskriver et produkt over for børn og unge, skal beskrivelsen være mere præcis og realistisk i forhold til størrelse, værdi, holdbarhed og præstation end i reklamer rettet mod voksne. Reklamer og markedsføring rettet mod børn og unge må heller ikke opfordres til vold eller anden farlig og hensynsløs adfærd. Og der må ikke optræde alkohol i reklamerne. Derfor er det fx ikke tilladt at bruge unge, der drikker spiritus som blikfang for ungdomsrejser.
Gennemskuelige priser
Også de voksne forbrugere sikres i større grad mod at blive taget ved næsen af en uigennemskuelig markedsføring.
- Reglerne om prisoplysning er nu lagt ind under markedsføringsloven, og prisoplysningerne hører dermed også under Forbrugerombudsmandens tilsyn. Det giver en klar forbedring af forbrugerbeskyttelsen på det område. Samtidig letter det faktisk også overskueligheden for de erhvervsdrivende, for nu behøver ledere og medarbejdere i virksomhederne kun at orientere sig ét sted, når de vil være på sikker grund med markedsføringen, forklarer advokat Søren Storgaard.
- Der er mange eksempler på, at forbrugerne fremover får bedre mulighed for at gennemskue en vares reelle pris: Gebyrer, der knytter sig til selve købet af en vare, skal være indregnet i totalprisen. Hvis forbrugeren køber en tjenesteydelse er hovedreglen, at den erhvervsdrivende skal give en samlet pris på ydelsen. Alle priser både for varer og tjenesteydelser skal kunne ses tydeligt ved skiltning eller opslag, også uden at forbrugeren behøver henvende sig til personalet. Og hvis man køber på kredit, skal de årlige omkostninger i procent også fremgå helt tydeligt, siger advokat Søren Storgaard og peger ydermere på, at det ikke længere er lovligt at lave mængdebegrænsning på et tilbud, sådan at forbrugeren maksimalt må købe fx to eksemplarer af en vare.
Ingen reklamer i mails, tak
Et andet område, der også har haft politikernes store bevågenhed, da de reviderede loven, er spam. Spam dækker over mails, som modtageren får uden selv at have ønsket meddelelsen.
- Ifølge markedsføringsloven er det ulovligt at sende elektronisk post eller telefax til nogen for at sælge varer, fast ejendom eller tjenesteydelser - med mindre modtageren selv har accepteret det eller bedt om det. Der står i betænkningen til den nye lov, at spam er et stort og stigende problem, og at overtrædelser skal straffes med en bøde, der har en meget klar præventiv effekt. Forbrugerombudsmanden har i den sammenhæng foreslået en bødestørrelse, der takserer hver spam-mail til 100 kr., hvilket giver et noget højere niveau, end det vi tidligere har set, slutter advokat Søren Storgaard.
Du kan læse mere om markedsføringsloven på www.forbrug.dk.