Hvem ejer hvad i ægteskabet

Betyder fælleseje, at man ejer alt i fællesskab? Behøver vi at oprette et særeje - og hvad sker der med vores fælles hus, hvis min mand dør, og hans børn fra et tidligere ægteskab skal arve? Det enkle svar er: Skynd dig at tage en snak med din advokat og få klare linjer.

De fleste ægtefæller opfatter formuefællesskab som ensbetydende med, at de ejer alt i fællesskab, og at ingen af dem kan disponere over en ejendel uden den andens accept. På den måde indretter de sig rent praktisk i tillid til, at alt, hvad man bringer ind i ægteskabet og køber under ægteskabet, er én fælles pulje. Men rent juridisk forholder det sig anderledes:

- Som familieretsadvokat har jeg ofte mødt folks store overraskelse, når de finder ud af, at den enkelte råder frit over sine ejendele helt uafhængigt af fælleseje. Hvis manden fx står som den eneste registrerede ejer af bilen, kan han råde over den, som han vil - både under ægteskabet og ved en skilsmisse, forklarer Susanne Graffmann, advokat i ADVODAN Køge.

- Det er nemlig afgørende, hvem der ejer hvad, uanset hvornår tingene er anskaffet. Fælleseje betyder blot, at når man skal dele boet, så deler man nettoformuen med 50 procent til hver - mens ægtefællerne hver især kan udtage alle de ejendele, som de er registrerede ejere af. Manden kan altså principielt sælge den bil, som konen kører børnene til skole i for at sætte tingene lidt på spidsen. Så hvis man har et ønske om at eje sine ejendele i fællesskab - alt lige fra hus til havemøbler - så er det vigtigt, at begge ægtefæller kommer til at stå på købekontrakter, registreringsattester osv., understreger advokat Susanne Graffmann.

Særeje og særbørn
Særeje kan være en måde at sikre rene linjer om, hvem der ejer hvad. Ved særeje har hver part sin formue bestående af de ejendele, som man er registreret ejer af. Men det er langt fra alle mennesker, der opfatter særeje som foreneligt med den tanke om fællesskab, der ligger i deres ægteskab - og det er under alle omstændigheder meget væsentligt, at man er helt bevidst om konsekvenserne af særejet, når det bliver indgået.

- Dér, hvor særeje bliver særligt relevant, er i forhold til at sikre hinanden, hvis den ene dør. Hvis der fx er børn fra tidligere ægteskaber, og man ikke har talt de økonomiske forhold igennem med sin advokat, kan det måske i sidste ende betyde, at den efterlevende må sælge huset for at betale arven til særbørnene, siger advokat Susanne Graffmann.

Retten til at sidde i uskiftet bo gælder nemlig kun overfor ægtefællernes fælles børn - ikke hvis der er børn fra tidligere ægteskaber (særbørn).

Skræddersy den rigtige løsning
- Særbørn kan give tilladelse til uskiftet bo, hvis de er over 18 år, men der er ingen sikkerhed for, at det går sådan. Udgangspunktet er derfor, at den efterlevende ægtefælle skal give en 1/3 del af den samlede formue til den anden ægtefælles børn kontant. Det kan selvsagt give store økonomiske problemer for den efterlevende - og alt for få er bevidste om behovet for at sikre hinanden!

Advokat Susanne Graffmann peger på, at mulighederne er mange, og der kan stort set altid laves en individuel rigtig løsning for de ægtefæller, der tænker sig om i tide og får bistand fra en familieretsadvokat. Én måde er at oprette et såkaldt ægtefællebegunstigende testamente og et kombinationssæreje. Det vil medføre, at den efterlevende ægtefælle kun skal udbetale 1/12 af formuen til den afdøde ægtefælles børn - og det er jo en markant forbedring af den økonomiske situation. Men det forudsætter, at særejerne er lige store. Det betyder i praksis, at man ofte i samme ægtepagt, hvor man opretter særejet, overdrager halvdelen af mandens aktiver til hustruen og omvendt. Så er begge ægtefæller stillet nøjagtigt lige godt.

- Mange ønsker denne sikring af hinanden, men ønsker samtidig at den førstafdødes børn på et senere tidspunkt kompenseres for den arv, som de ikke fik i første omgang. Derfor oplever jeg oftere og oftere, at ægtefællebegunstigelsen kombineres med en klar stillingtagen til, hvordan arven skal deles, når den sidste ægtefælle dør, og at det ofte bliver sådan, at den førstafdødes børn skal arve ligeligt med deres halvsøskende, slutter advokat Susanne Graffmann.