Lov giver lettere og billigere administration i små virksomheder

Små og mindre virksomheder kan nu vælge at spare udgiften til den årlige revision væk. De små virksomheder bliver samtidig lettet for en række administrative byrder - det er konsekvenserne af to omfattende lovændringer, der netop er vedtaget i Folketinget. Advokater anbefaler dog at kigge kritisk på hvordan lettelserne anvendes.

Ændringerne i selskabslovene og årsregnskabsloven skal ses som en del af regeringens målsætning om en enkel, klar og effektiv erhvervslovgivning, der skal være med til at styrke de små og mindre virksomheders konkurrenceevne og vækst.

I den nye årsregnskabslov bliver en række af kravene til regnskabet for små aktie- og anpartsselskaber omfattet af regnskabsklasse B - og i visse tilfælde for mellemstore virksomheder omfattet af regnskabsklasse C lettet. Én af ændringerne er, at virksomheder med en nettoomsætning på under 3 mio. kr., med en balancesum under 1½ mio. kr. og med maks. 12 ansatte selv kan vælge, om de vil betale en revisorpåtegning af deres årsregnskab. 75.000 danske virksomheder kommer under den kategori, og Håndværksrådet anslår, at cirka hver tredje virksomhed vil vælge påtegningen fra - en besparelse på 841 mio. kr. årligt for de små virksomheder.

- Den nye lovgivning vil helt sikkert kunne lette den store administrative bryde i mange mindre virksomheder og spare udgiften til en revisorpåtegning, som visse virksomheder reelt ingen nytte har haft af. Men ændringerne i årsregnskabs- og selskabslovene er meget omfattende, og jeg kan kun anbefale, at virksomhederne drøfter de nærmere konsekvenser med erfarne rådgivere på området, siger Søren Storgaard, advokat i ADVODAN Køge og peger på, at det grundlæggende krav i årsregnskabsloven om et retvisende billede af virksomheden stadig er gældende.

Selvom lovændringerne giver mulighed for, at de mindre virksomheder udelader regnskabsoplysninger, de tidligere har skullet oplyse, er virksomheden stadigvæk forpligtet til at give et retvisende billede af sig selv i årsrapporten - et billede, der er en forudsætning for, at andre kan vurdere virksomheden. Det kan måske komme til at betyde, at selvom oplysningerne ikke er krævet ifølge loven, så er de nødvendige i årsrapporten alligevel, konkluderer Søren Storgaard.

Søren Storgaard henviser til, at man kan læse mere om ændringerne i selskabslovene og årsregnskabsloven på Folketingets hjemmeside. Revisorer og advokater kan hjælpe virksomhedsansvarlige og aktionærer med at udlægge, hvad lovændringen betyder for den enkelte virksomhed. Virksomhederne skal senest på den ordinære generalforsamling beslutte, om de vil anvende lempelserne allerede for 2006-regnskabet.