 |
Franske arveregler i praksis |
|
Artikel af advokat Vivianne Pouplier |
|
En dansker som køber en sommerbolig i Frankrig, og har bopæl i Danmark, bør være opmærksom på, at den franske sommerbolig er underlagt de franske arveregler.
Dette betyder i visse tilfælde, at der allerede ved underskrift af købskontrakten, skal tænkes over, hvorvidt ejendommen i Frankrig skal købes i eget navn eller i selskabsform. Selskabsformen kan være en løsning, men det er afgjort ikke en universalløsning. Den selskabsform, som typisk kan foreslås, er et “Société Civile Immobilière” (S.C.I.), direkte oversat et civilt ejendomsselskab. Når den ene eller begge ægtefæller har børn fra tidligere ægteskab, indebærer denne selskabsform bl.a. den fordel, at man forhindrer, at særbørnene automatisk arver anparterne i selskabet og dermed en del af den faste ejendom. De bliver ikke snydt for deres arv, men bliver blot kreditorer i selskabet, hvilket betyder, at deres arv f.eks. kan udredes af andre midler, end ejendommen.
Målet vil for mange være at forhindre, at længstlevende ægtefælle og særbørnene en dag skal håndtere et fælles ejerskab af den faste ejendom i Frankrig. Det vil i langt de fleste tilfælde kun give anledning til familiestridigheder. Køber ugifte en ejendom sammen, vil de sædvanligvis ønske at samleveren skal arve ejendommen. Det vil medføre en boafgift på 60 procent. S.C.I.-selskabet kan udgøre en løsning, som reducerer afgiften til 4,8 procent. Valget af et S.C. I kræver dog, at der samtidig oplyses om beskatningsreglerne for denne selskabstype, herunder beskatningen af en evt. fortjeneste i forbindelse med et videresalg. Ligeledes skal man være opmærksom på, at der ikke kan drives ferieudlejning i et S.C.I, idet udlejning af møblerede lokaler regnes for en kommerciel aktivitet. Et SCI kan kun udøve civile aktiviteter.
Når den familiære situation er ukompliceret, nemlig fælleseje og fællesbørn, gør følgende forhold sig gældende for såvel fastboende som ikke fastboende:
Hvis der allerede er oprettet testamente i Danmark, er dette testamente principielt også gyldigt i Frankrig, når blot det ikke indeholder dispositioner, som strider mod de franske arveregler. Det tilrådes dog altid til, at der oprettes et specifikt testamente vedr. ejendommen i Frankrig.
Retten til at sidde i uskiftet bo
Begrebet uskiftet bo, således som man kender det fra Danmark, eksisterer ikke på helt samme måde i Frankrig. Såfremt franske ægtefæller ønsker, at deres livsarvinger først skal arve, når længstlevende er afgået ved døden, opretter de en særlig ægtepagt hos notaren kaldet “communauté universelle de biens”. Retsvirkningerne af et ægteskab indgået i Danmark er til enhver tid underlagt dansk lov. I Frankrig antages det derfor, at en af retsvirkningerne af det danske fælleseje, er retten til at hensidde i uskiftet bo, og at denne ret også skal respekteres i forbindelse med skiftet af de franske aktiver. Man konkluderer, at der ikke er tale om en testamentarisk disposition, og at den derfor ikke er underlagt den franske arvelov. Dette princip har nu i en årrække været anerkendt på det rent civilretslige plan. Også de franske skattemyndigheder er begyndt at acceptere det, og det er derfor blevet nemmere at overbevise myndighederne om, at længstlevende ægtefælle, som en følge af det uskiftede bo, ikke skal betale boafgift efter afdøde ægtefælle.
For at sikre sig, at der gennemføres uskiftet bo i Frankrig kan man nævne det i sit franske testamente. Principielt har det ikke noget at gøre i et testamente, men tjener det formål, at henlede den franske notars opmærksomhed på forholdet.
Overvej at oprette fransk ægtepagt
Hvis man imidlertid på forhånd kan vurdere, at der vil blive tale om et bo, i hvilket der vil forekomme aktiver af betydelig værdi, eller hvis man generelt vil undgå blot den mindste risiko for, at der skulle opstå diskussion især om, hvorvidt skattemyndighederne er berettigede til at opkræve boafgift eller ej, kan det anbefales, at der oprettes en fransk ægtepagt kaldet “communauté universelle de biens”.
Har man kun købt en sommerbolig i Frankrig, vil ægtepagten kun omfatte den faste ejendom i Frankrig. Den bevirker, ganske som testamentet, at længstlevende ægtefælle kan hensidde i uskiftet bo, men der vil i dette tilfælde modsat testamentet, være garanti for, at længstlevende ikke kommer til at betale boafgift. Muligheden for hensidden i uskiftet bo foreligger principielt kun, hvis parterne er gift, har fælleseje og ikke har børn fra tidligere ægteskab. Hvis der er særbørn, kan der godt oprettes en fransk ægtepagt, men særbørnene har fortsat mulighed for at kræve boet skiftet. Skulle særbørnene afstå fra et skifte, vil længstlevende ægtefælle ofte udtrykke ønske om, at de i så fald skal arve, når længstlevende selv afgår ved døden. Det medfører imidlertid at disse særbørn, som ikke er livsarvinger, pålægges en boafgift på 60 procent. Mange tror fejlagtigt, at problemet er løst, hvis særbørnene på forhånd har givet tilsagn til ægtefællens hensidden i uskiftet bo. I Frankrig er dette tilsagn imidlertid ugyldigt. I Frankrig kan der ikke indgås aftaler om et bo, der endnu ikke er åbnet.
Hvad sker der, hvis man ikke opretter et testamente?
Den nye arvelov af 3. december 2001 vedrørende ægtefællens rettigheder har ændret de hidtidige bestemmelser i Code civil. (Loven trådte i kraft den 1. juli 2002). Ægtefællen betragtes nu som arving. Ved lov overgår afdødes arv til forældre og ægtefællen. Der, hvor ægtefællen før kun kunne få udlagt en 1/4 brugsret, arver længstlevende nu en ejendomsret. Hvis begge afdødes forældre er i live og hvis afdøde ikke efterlader sig livsarvinger, arver ægtefællen 1/2 af afdødes bodel med fuld ejendomsret. Hvis kun den ene af afdødes forældre er i live, arver ægtefællen 3/4 af afdødes bodel med fuld ejendomsret. Når afdøde efterlader sig fællesbørn, kan ægtefællen vælge at arve en 100 procent brugsret over afdødes midler eller 1/4 i form af en fuld ejendomsret. Hvis afdøde også efterlader sig særbørn, kan længstlevende ægtefælle kun vælge 1/4 ejendomsret. Når afdøde hverken efterlader sig børn eller forældre, arver ægtefællen således alt, hvad afdøde efterlader sig. Hvis ægtefællerne har oprettet fransk testamente og blot præciseret, at ægtefællen skal arve så meget, som det til enhver tid er muligt at disponere over til fordel for sin ægtefælle uden at nævne ønsket om hensidden i uskiftet bo, vil situationen være følgende:
Længstlevende vil have tre valgmuligheder og kan således vælge at få udlagt hele arven som en brugsret, eller som en blandet ejendoms- og brugsret eller som en ejendomsret alene (ejendomsretsdelen afhænger af antallet af børn: 1 barn = 1/2, 2 børn = 1/3, 3 børn = 1/4). Valget foretages først den dag, boet skal skiftes. Brugsretten bevirker, at børnene ikke kan smide ægtefællen ud af den faste ejendom, men ændrer ikke ved den omstændighed, at længstlevende ikke frit kan afhænde ejendommen.
Boafgiften beregnes i henhold til en progressiv skala. Eksempelvis er afgiften mellem forældre og børn 20 procent på trinnet mellem € 15.000 og € 520.000. Børnene har hver et fradrag på € 46.000 før afgiften beregnes.
Notarens rolle
Det franske testamente oprettes på dansk med en fransk oversættelse, hvorefter det deponeres hos en notar. Notaren registrerer testamenterne på et centralregister. Ægtepagten oprettes af en notar og er naturligvis også registreret.
Det er således underordnet hvilken notar, der til sin tid skal behandle dødsboet, idet notaren automatisk vil rette henvendelse til centralregistret for at kontrollere, hvorvidt afdøde har oprettet testamente eller ægtepagt i Frankrig. Notaren har i Frankrig monopol på at forestå bobehandlingen.
|
|
|
