 |
Arv i udlandet |
|
Artikel af advokat Erik Berg |
|
Traditionelt giver arv og skifte ved dødsfald ikke anledning til overvejelser, idet man via sin opvækst og kultur er bekendt med regler herom, herunder arveandelen, regler om uskiftet bo, behandling af fælles- og særeje samt respekten for testamentet.
Det kan forholde sig anderledes når man tager ophold i et andet land. Alt afhængig af hvilket land man opholder sig i, kan man være underlagt andre regler på forskellige områder.
Der er sædvanligvis tre typer af problemstillinger, nemlig
1. Hvilket lands arveretslige regler finder anvendelse?
2. Hvad skal der betales i arveafgift?
3. Hvor finder skiftet sted?
De arveretslige regler påkalder sig typisk stor interesse. Hvem er arveberettiget og med hvilken andel? Kan længstlevende sidde i uskiftet bo? Hvorledes forholder det sig med særeje og respekterer man testamente? Gør det nogen forskel, om særejet eller testamentet er oprettet i et andet land, f.eks. Danmark, eller skal dokumenterne være oprettet i det land, man opholder sig i?
Bopæl bestemmer
Den helt klare hovedregel er, at det er de arveretslige regler i det land, hvor man har bopæl, som bringes i anvendelse ved dødsfald. Det er således ikke afgørende, hvor man dør, men hvor man bor. I sjældnere tilfælde kan det være et problem at finde ud af, hvor man bor, men oftest er der ikke tvivl om, hvad der f.eks. er en feriebolig, og hvad der er den reelle bopæl. Hvis man har solgt sit hus i Danmark, taget bopæl i en bolig i Spanien og gennem flere år har boet der, vil der således skulle skiftes bo efter spanske regler, også selv om man i perioder tager ophold i eksempelvis en feriebolig her i landet.
Der er mange arveretslige regler, der i de sydeuropæiske lande er sammenlignelige med danske retsregler, men der er også væsentlige forskelle. Dør man således, mens man er bosiddende i Frankrig, er det den franske arvelov, der er gældende, og testamenter og ægtepagter oprettet i Danmark vil kun kunne bringes i anvendelse i det omfang, de så at sige kan ”rummes” i franske retsregler. Det samme gælder, såfremt man er bosiddende i andre lande. Arveretten vil omfatte alle de værdier og aktiver afdøde ejer, uanset hvor de måtte befinde sig, og således eksempelvis også aktiver i Danmark. Man taler om skiftets enhed eller universalitet.
Afgift og skifte
Arveafgiften, i Danmark kaldet boafgiften, erlægges i det land, hvor længstlevende boede ved sin død og med de procentsatser, der i dette land måtte være gældende. Der betales typisk også afgift af aktiver beroende i udlandet. Hvis der af den ene eller den anden grund også måtte være betalt arveafgift i udlandet, kan denne sædvanligvis fradrages i den øvrige arveafgift.
Hvor skal skiftet finde sted? Hovedreglen er, at skiftet finder sted der, hvor man har ”hjemting”, det vil normalt sige bopæl, og er man flyttet til Spanien, er det i Spanien og så fremdeles. Men faktisk kan der forekomme situationer, hvor noget af boet, nemlig de aktiver, der befinder sig i det ene land, skiftes der, og de aktiver, der findes i det andet land, skiftes ved domstolene der, men efter bopællandets arveretslige regler.
Særlige problemer vil der kunne opstå ved uskiftet bo, f.eks. hvis førstafdøde er død i Danmark og længstlevende efterfølgende flytter til udlandet. Udgangspunktet er, at der skal skiftes ved førstafdødes ”hjemting”, det vil sige der, hvor førstafdøde afgik ved døden. Dog kan der på trods heraf sædvanligvis skiftes, hvor længstlevende bor ved sin død, men kun for så vidt angår fælleseje.
Der er nogen parallelitet i europæiske arveretslige regler, men som anført også forskelle, alt afhængig af hvilket land man måtte tage domicil i. Det vigtige er imidlertid, at man, når man flytter til et andet land, gør sig bevidst om de spørgsmål som vedrører arveretslige problemstillinger og får afklaret, om de arveretslige regler i det pågældende land nu svarer til de, man forventer bragt i anvendelse ved sin død, og hvis ikke da får sig indrettet herpå ved oprettelse af testamente eller anden formuedelingsaftale, f.eks. særeje.
|
|
|
