|
En ny undersøgelse fra Advodan viser, at over halvdelen af små og mellemstore virksomheder har svært ved at finansiere virksomhedskøb. Det kan spænde ben for generationsskifte, så virksomhedsejere risikerer at miste deres livsværk, når de går på pension. Den nye selskabslov baner dog vej for alternative finansieringsmuligheder, men næsten 80 procent af virksomhederne kender ikke til de nye muligheder.
Undersøgelsen er gennemført i november 2010, og blandt de 212 adspurgte ejerledere i små og mellemstore virksomheder svarer 58,5 procent, at det i høj grad eller meget høj grad er svært at finansiere virksomhedskøb. Resultatet kommer ikke bag på advokaterne Jeppe Nørregaard og Søren Storgaard fra advokatkæden Advodan i Køge.
”En veldreven virksomhed kunne tidligere forholdsvis let finde finansiering, men den økonomiske krise har ramt finanssektoren og virksomheder hårdt. Derfor er pengeinstitutter nu mere forsigtige med at låne penge ud til virksomheder,” forklarer Jeppe Nørregaard og Søren Storgaard.
Jeppe Nørregaard og Søren Storgaard advarer mod konsekvenserne af den manglende finansiering. Hvis potentielle købere ikke finder finansiering, kan det betyde, at ellers veldrevne virksomheder ikke kan gennemføre generationsskifte. I yderste konsekvens kan ejeren blive nødt til at afvikle en ellers levedygtig virksomhed, og det kan give ham et stort værditab og koste arbejdspladser.
Den nye selskabslov rummer imidlertid mulighed for i højere grad at finde pengene i selve virksomheden frem for i banken. Desværre viser undersøgelsen fra Advodan også, at 78,3 procent af de adspurgte SMV’ere ikke kender til de nye muligheder.
”Det er ærgerligt, at så få virksomheder kender til loven, da den giver en potentiel køber flere muligheder for at overtage virksomheden uden at gå via et pengeinstitut. Det åbner for flere virksomhedskøb og dermed flere generationsskifter trods krisen,” siger Jeppe Nørregaard og Søren Storgaard.
Et af de værktøjer, som SMV’erne ikke kender til, er selvfinansiering. Her yder ejeren økonomisk bistand til køber gennem virksomhedens frie midler, og dermed skal den nye ejer ikke rejse hele købesummen. Værktøjet kan suppleres med udestående kapital, der giver mulighed for at erhverve aktier uden nødvendigvis at skulle lægge hele købssummen.
Selvom de to værktøjer først forventes at træde i kraft den 1. marts 2011, kan de med fordel indgå i en plan for generationsskifte allerede nu. For at få det mest optimale skifte skal virksomhederne nemlig planlægge overgangen i god tid.
”Vi siger normalt, at det tager op til fem år at forberede et godt ejerskifte, derfor kan værktøjerne allerede nu tænkes ind i en samlet løsning for generationsskifte. Ved at være i god tid kan sælger gøre virksomheden attraktiv, mens potentielle købere har tiden til at finde den finansiering, som der er behov for trods de nye redskaber,” fastslår Jeppe Nørregaard og Søren Storgaard.
- Undersøgelsen er foretaget i november 2010 af analysefirmaet Telemark for Advodan blandt ejerledere i 212 små og mellemstore virksomheder.
- 58,5 procent af ejerlederne svarer, at de i høj grad eller meget høj grad oplever, at det er svært at finde finansiering til virksomhedskøb.
- Den nye selskabslov åbner for nemmere finansiering af virksomhedskøb, men hele 78,3 procent af de adspurgte ejerledere har ikke hørt om de nye muligheder i selskabsloven.
- Nye muligheder er for eksempel udestående kapital, hvor køber kun indbetaler 25 procent af den tegnede aktiekapital, og den sælgende virksomhed låner ham resten.
- En anden mulighed er selvfinansiering. Her låner virksomheden også den sidste fjerdedel til køber.
|